Knapt nok har LEGO Indiana Jones set dagens lys, før udviklerne hos Travellers Tales, der også stod bag LEGO Star Wars serien, er klar til at udgive endnu et kapitel i serien til efteråret.
De tossede skurke fra sindssygeanstalten Arkham Asylum i den berømte flagermus' hjemby, Gotham City, er brudt ud, og de har som sædvanlig kun gale streger i sinde.
LEGO Batman: The Videogame vil indeholde en ny historie, der ikke lægger sig op af f.eks. nogle af de hidtil producerede film. Til gengæld vil den kunne spilles fra flere forskellige vinkler, eftersom man som spiller vil kunne tage kampen op som både helt og skurk. Som en af heltene Batman, Robin eller Nightwing, er målet naturligvis at stoppe de løsslupne galningene i deres lyssky foretagende og redde Gotham City.
Som en af skurkene, der bl.a. inkluderer The Joker, The Penguin, Scarecrow, Killer Croc, The Riddler, Mr. Freeze, Harley Quinn, Two Face, Bane, Clayface og Poison Ivy, er opgaven dog selvsagt den stik modsatte med andre missioner og objektiver til følge.
Spillet vil også gøre brug af de mange gadgets fra Batman-universet, og man kan således forvente både at komme til at sætte sig i førersædet i Batmobilen, Batbåden og Batflyet. Desuden tilbydes også den række af free play modes og muligheder for gensyn med tidligere gennemførte baner med valgfri karakterer, som kendetegner LEGO-seriens bestræbelser på at tilbyde legende og eksperimenterende gameplay, som man forhåbentlig skal kunne omdefinere og gennemspille gentagne gange.
På trods af løfter om en spritny historie og mere, er spillet dog ikke helt løsrevet fra Batmans filmunivers. Lydsiden vil nemlig indeholde Danny Elfmans berømte tema fra Tim Burtons originale Batman-film fra 1989.
Flagermusens nye eventyr vil desuden understøtte både 720p og 1080p HD-opløsning på både PS3 og 360. DS-ejere, der nok ikke vil kunne prale af helt de samme tekniske specifikationer, vil til gengæld kunne få glæde af både touch screen funktioner samt et co-op modus igennem maskinens lokale netværksfunktion.
LEGO Batman: The Videogame udkommer til både DS, Wii, PS3 og Xbox 360 den 26. september.
For at kunne kommentere skal du have en bruger samt være logget ind. Hvis du allerede har en bruger, så log ind oppe i højre hjørne af siden, ellers kan du gratis oprette en bruger her!
Der er endnu ikke skrevet nogen kommentarer - vær den første, kommentér nu!